Efterspørgsel på stjernerne

»Vi vil kun have det bedste.« Sådan lyder det næsten hver gang, der skal rekrutteres en direktør eller en specialist. Det gælder uanset om det er store eller små virksomheder. Og det gælder indenfor alle brancher. Der er ikke plads til det gennemsnitlige. Den nye medarbejder skal være i besiddelse af de ønskede spidskompetencer, effektivitet i resultatskabelsen, innovationskraft, ledelseskraft, overblik og forretningsforståelse. Kan virksomheden ikke få det hele, kan det være lige meget.

Vi ser til gengæld også, at virksomhederne er parate til at betale kassen, når stjernepotentialet kan dokumenteres. Hellere én medarbejder, der for alvor gør en forskel, end tre medarbejdere, der møder på arbejde 37 timer om ugen og passer deres arbejde pænt og ordentligt - og gennemsnitligt.

Tendensen har været undervejs igennem flere år. De seneste 10 år har mange større virksomheder investeret i et nyt integreret økonomisystem (ERP-systemer). Efterspørgslen på de relativt få eksperter, der kunne overskue disse systemer og implementere systemet i forretningen, var stor. Og der er betalt voldsomme lønninger til stjernerne på området for at tiltrække og fastholde dem. Men det har kunnet betale sig at få fat i de bedste.

Umiddelbart ligner stjernerne - de efterspurgte - vinderne, mens taberne er de arbejdsomme, erfarne og, pligtopfyldende medarbejdere som blev skubbet væk fra nøglestillingerne og over i andre typer job.

Men det har sin pris at tilhøre vinder-gruppen. Virksomhederne har en interesse i at holde stjerne-gruppen til ilden så længe som muligt. Eller indtil opgaven er løst med et godt resultat. Så suges stjernen videre til næste udfordring. Arbejdslivet fylder det hele, mens fritid og familieliv fortrænges til en snæver tidslomme.

I 1994 udkom bogen ”The Empty Raincoat” skrevet af den irske management-guru Charles Handy. I bogen funderer Handy over de paradokser, som vi alle må kunne håndtere i livet i almindelighed og i arbejdslivet i særdeleshed. En af hans pointer er, at succes i arbejdslivet og økonomisk succes altid har betydelige omkostninger, og at vi hver især skal træffe nogle vanskelige valg i den sammenhæng.

Handy beskrev dengang i starten af 90′erne et fremtidigt arbejdsmarkeds-scenarie, hvor få, særdeles kompetente personer (stjernerne) arbejdede ekstremt meget - typisk løst tilknyttet forskellige projekter i forskellige virksomheder og honoraraflønnede. Gennemsnitsgruppen ville så tage sig af rutineopgaver, driftsopgaver og ikke mindst servicering af de travle stjerner.

Derfor var det stjernerne, der skabte værdierne, som skulle havde den høje løn og de bedste job. Der mente han, at det var mest sandsynligt, at mange af ”de gennemsnitlige” frivilligt eller ufrivilligt ville havne i en stærkt voksende service-sektor, hvor man ernærede sig ved at servicere de hårdtarbejdende stjerner.

For stjernerne føltes det mere tilfredsstillende at arbejde længe med spændende udfordringer samt gøre en afgørende arbejdsmæssig forskel end at dyrke livet-er-en-helhed - værdisættet.

Handy forudså, at det simpelthen ville være mere værdiskabende og profitabelt for virksomhederne at give en særdeles høj kompensation til de dygtigste og mest specialiserede end at beskæftige og normalkompensere den gennemsnitligt præsterende medarbejder, som tillige tilsluttede sig den opfattelse, at der måtte være et liv efter arbejdet.

De af læserne, der i 1994 blev provokeret af det elitære tilsnit, som denne fremtidsforestilling havde, beroligede Handy med, at vi jo hver især selv kunne vælge, om vi foretrak den travle stjernetilværelse eller den mere adstadige og rutineprægede mellemvej, hvor der også var tid til at få sjælen og familien med.

Her i 2008 kan vi tørre sveden af panden og (lettet) konstatere, at helt så galt gik det ikke med situationen på arbejdsmarkedet. Vi ser flere og flere ”stjernefrø”, som foretager et bevidst karrierevalg om IKKE at være blandt stjernerne. Omkostningerne er ganske enkelt for høje i forhold til, hvad der kommer retur.

Derfor vælger stadigt flere allerede i 50 års alderen deres aktive erhvervskarriere fra for i stedet at løse konsulentopgaver, når de gider det, eller gå ind i bestyrelsesarbejde, hvor de kan tilføre værdi.

Sådanne bevidste tilvalg af et andet liv kommer vi til at se mere af i de kommende år. Men sideløbende hermed fortsætter den intense kamp om stjernerne.