Dahl & Kjærgaard en del af ekspertpanelet bag Vækstbussen 2008.
Få besøg af Vækstbussen!
Mød Vækstbussens erhvervseksperter og få rådgivning i, hvordan netop din gode idé fødes levedygtig.
Du vil gerne udvide din virksomhed. Du vil gerne videreudvikle dit produkt eller service. Du vil gerne have mere struktur og måske revidere din forældede forretningsplan.
Du vil gerne, og du vil gerne – men det bliver altid ved snakken.
Men nu får du chancen for at give din virksomhed en vitaminindsprøjtning, når Vækstbussen kommer forbi din egn på en danmarkstour.
Dårlig tid
Det er nemlig ikke kun i din virksomhed, at meget aldrig kommer længere end til tegnebrættet.
Det er erhvervsadvokat Peter Herskinds indtryk, de fleste mindre virksomheder, som han rådgiver, sylter mange projekter, fordi hverdagens små gøremål hober sig op.
- De fleste virksomheder har projekter, de ikke har fået ført ud i livet. De er måske for optagede af kundepleje i det daglige, så de ikke tænker langsigtet på vækst, fortæller Peter Herskind og tilføjer, at især små virksomheder ikke kan finde tid til at sende en eller flere medarbejdere på kurser. Dermed står virksomhedens udvikling i stampe.
Han bakkes op af vicedirektør i Håndværksrådet, Ane Buch.
- Opgaverne hober sig op, og derfor får mange mindre virksomheder ikke videreudviklet de ideer, der opstår i det daglige arbejde siger hun og fortæller, at analyse fra Håndværksrådet viser, at de fleste virksomheder får deres ideer fra deres kunderelationer.
Hold tempo
Hun mener, at der er meget at vinde for virksomheder, som satser på udvikling og gennemførsel af de ideer, der ikke når længere end tegnebrættet:
- At lade være betyder at miste nye markeder. Kunders præferencer ændrer sig hele tiden, og en virksomhed mister omsætning, hvis ikke den holder sig i trit med udviklingen. Desuden gør det arbejdspladsen mindre sjov for de ansatte, hvis ikke de får lov at være med på videreudvikling og innovation, påpeger Ane Buch.
Mød Vækstbussen
Derfor er en stribe erhvervseksperter hoppet på Vækstbussen, hvorfra de vil lade din vilje møde deres viden.
I december besøger teamet regionernes væksthuse, og her vil de med udgangspunkt i de deltagende virksomheder rådgive i, hvordan man kan optimere hverdagen og launche de projekter, som altid sidder over.
Teamet består af erhvervsadvokaten Peter Herskind, Jesper Dahl Hede og Helle Kirkegaard fra HR konsulentfirmaet Dahl & Kjærgaard, en ekspert i organisationseffektivisering, en rådgiver i strategisk forhandling og repræsentanter fra de fem regioners væksthuse.
Hver dag i perioden 1. - 5. december vil teamet sidde klar i et nyt af landets væksthuse, hvor de med udgangspunkt i din virksomhed og dine ideer vil hjælpe dig med at gøre din forretning mere effektiv.
Se på kortet nedenfor, hvornår bussen kommer til dit område.
Obs på fremtiden
Peter Herskind peger på, at det ikke er dårligt kendskab til forretningsdrift, der afholder mindre virksomheder i at videreudvikle sig løbende.
- De fleste nye firmaer har en forretningsplan, når de starter op, men det er mit klare indtryk, at meget få reviderer den løbende, vurderer Peter Herskind og mener, at lige nu er det allersmarteste tidspunkt at ruske op i de ting i virksomheden, som trænger til et eftersyn:
- Alle er obs på fremtiden, og hvordan krisetegnene vil udvikle sig. Hvordan passer vi på pengene, markedet og kunderne i disse tider.
