Arbejdsgivere frygter talent-flugt.

Hver tredje højtkvalificerede medarbejder står på spring til at skifte job, når jobsituationen vender. Arbejdsgivere er foruroligede over udsigten.

Det amerikanske konsulentfirma Deloitte forudser en sand ansøgnings-storm fra højtuddannede, så snart konjunkturen vender, og efterspørgslen på arbejdskraft vender tilbage.

Det skriver tidsskriftet Management Issues.

Den nuværende lavkonjunktur skiller sig ud fra tidligere på et væsentligt punkt: Mange højtkvalificerede medarbejdere bliver i deres nuværende stilling, udelukkende fordi de er usikre på, om de kan få et andet attraktivt job, og så snart jobmarkedet viser mere positive takter, vil de kaste sig ud i jobsøgningen, og virksomhederne vil stå over for en regulær talent-flugt.

Det viser undersøgelser fra både Europa og USA.

Bekymrede arbejdsgivere
Deloitte forudser derfor, at mange virksomheder vil stå med et nyt - alvorligt - problem, når konjunkturen vender.  Chefer og headhuntere kan roligt forberede sig på en CV-tsunami, når ledere og medarbejdere med værdifulde kompetencer frivilligt søger nye muligheder, siger Jeff Schwartc, direktør i Deloitte i USA til Management Issues.

Mange arbejdsgivere er allerede opmærksomme på problemet og er bekymrede for situationen.

To af tre arbejdsgivere, som Deloitte har spurgt, siger, at de er bekymrede eller meget bekymrede over udsigten til at miste talentfulde medarbejdere, når konjunkturen vender.

Vil skifte karrierespor
Undersøgelser viser, at hver tredje højtkvalificerede medarbejder ville overveje at skifte job inden for det næste år, hvis situationen så anderledes ud. En fjerdedel af disse ville enten satse på et job i en anden sektor, eller de ville være parat til helt af skifte karrierespor.

Deloitte undersøger løbende arbejdsgivernes forventninger til fremtiden og deres forberedelser på bedre tider.

For første gang siden finanskrisen brød ud, er arbejdsgiverne mere fortrøstningsfulde i forhold til at se en ende på nedturen. 18 pct. mente i maj, at det værste endnu ikke er overstået mod 32 pct. i marts. 16 pct. mener, at det værste er overstået, og virksomhederne går mod bedre tider.

Advarsel til arbejdsgivere
Medarbejderne på deres side tøver stadig med at forlade det “sikre” job og realisere nye karrieredrømme, men rådgiver Claire McCartney fra the Chartered Institute of Personnel and Development advarer arbejdsgiverne imod at blive alt for selvsikre og dovne i forhold til de dygtigste medarbejdere:

- Arbejdsgiverne skal passe på ikke at blive for selvsikre. Lavkonjunkturen gør måske, at dine bedste medarbejdere bliver hos dig lidt endnu, men du gør klogt i at have fokus på relationerne til de bedste medarbejdere i form af tydelige karrieremål og meningsfulde opgaver, hvis du vil holde på dem, når de bedre tider kommer, siger Claire McCartney til Management Issues.